Workshops

Træworkshop

2. september 2020 klokken 14-16
3. september 2020 klokken 14-16
4. september 2020 klokken 14-16

Rundbuehallen, Svendborg.
Gratis workshop – man dukker bare op og deltager.

Skateparkbygger Keld Aabjørn laver en workshop, der giver et grundlæggende kendskab til at bygge med træ. Under festivalen bygger han skateramper, som løbende tages i brug, når de er klar, og som efterfølgende placeres i og omkring Svendborg.

Under SLIP Festival i 2019 byggede Keld Aabjørn en minirampe, som siden har stået i området foran Rundbuehallen, hvor festivalen foregik.

Kunstnerworkshop

3. september 2020 klokken 14-16
4. september 2020 klokken 14-16

Rundbuehallen, Svendborg.
Gratis workshop – alle er velkomne til at deltage. Aldersgruppe: 0-99 år.

Kunstneren Hartmut Stockter inviterer til at bygge et kunstværk sammen med ham.

Stockter skaber modeller og redskaber, som giver os mulighed for at se verden på nye måder. Han arbejder med genbrugsmaterialer og det der findes omkring os. Hans værker bliver skabt i øjeblikket, så vi ved ikke hvad han finder på til os, men han har for eksempel tidligere bygget det her hus med vinger.

Stockters kunstværk vil inspirere de unge til at bruge værkerne og undersøge byen og området. Stockters kunstværker indbyder sædvanligvis til brug og ikke blot udstilling, da de ofte er portable og skabt til at nærstudere og sanse vores omgivelser.

Hartmut Stockters workshop zoomer helt ind på det nære og det, der rører sig i omgivelserne og hos deltagerne ved brug af kunstværket og samtalerne der opstår undervejs.

Læs mere om Hartmut Stockter.

Pizza-aktion

5. september 2020 klokken 12-16

Rundbuehallen, Svendborg.
Gratis workshop, dog med pladsbegræsning på 100 deltagere.

Kunstneren Jesper Aabille er inviteret til festivalen med sin hjemmelavede pizzaovn. Aabille vil lave sin pizzabagnings-aktion Let’s Make Pizza. Med velkendte midler og ingredienser iscenesætter han et rum med plads til samskabelse og fællesskab. Et rum som blandt andet giver plads til samtaler omkring madlavningsvaner og kultur.

I Let’s make Pizza opstiller Aabille de hjemmelavede pizzaovne lavet af gamle olietønder for at motivere til fællesbagning og “velordnet pizza-anarki”. Her kan alle kan være med, ung som gammel, og gamle regler og hierarkier erstattes af nye. Kunstneren leverer de basale pizzaingredienser (dej, ost og tomatsovs), og deltagerne hjælper til med deres bedste pizza-tricks. 

I samspillet mellem dem fremtrylles et simpelt, velkendt måltid, hvis indhold forandres alt afhængig af de sociale koder og kollektive strukturer, der knytter sig til det specifikke sted. Den færdige pizza bliver et symbol på og resultat af stedets fællesskaber – både de eksisterende og de spontane, der opstår undervejs. 

Læs mere om Jesper Aabille.

Pigeskate

5. september 2020 klokken 16-18

Rundbuehallen, Svendborg.
Gratis workshop, hvor pigeskaterne fra Pushing Daisies inviterer til workshop. Alle kan være med og mærke, hvordan man kan hjælpe hinanden til at udfordre sig selv.

Skateskole

4. september 2020 klokken 15-17
5. september 2020 klokken 12-14

Rundbuehallen, Svendborg.
Gratis workshops.

I festivaldagene åbner Vics Skateboardskole op for sin undervisning som en del af SLIP Festival. Alle er velkomne til at lære om balancen, få tips til tricks, lære om hvordan skateboarding startede eller om hvordan man undgår skader, når man tester sine egne grænser.

Board-udsmykning

5. september 2020 kl. 10-12

Rundbuehallen, Svendborg.
Gratis workshop. 20 børn får et gratis board, som alle er booket, men alle kan være med og udsmykke deres eget board.

Banzi Skateboards har 20 håndlavede brædder med, som skateboardbyggeren Sebastian “Banzi” Engman selv har presset, skåret ud og slebet til i sit værksted i Aarhus. På workshoppen kan man udsmykke sit bræt med vejledning fra Banzi Skateboards, der medbringer tusser, maling og materialer til at lave skabeloner.

Betonworkshop

7.-13. juli 2020, Frederiksø, Svendborg.

FSR Beton afholdt en workshop, hvor lokale unge hjalp med at bygge et beton-element på Frederiksø, Svendborg. Rampen er permanent og er tegnet ind i planen for Svendborg Kommunes projekt Fremtidens Havn, som også har støttet byggeriet af rampen økonomisk.

Rampen er en videreudvikling af en u-formet “minirampe”, hvor den ene side er omdannet til en bølge, der binder rampen sammen med asfaltområdet uden for rampen.

FSR Beton er et skaterdrevet skateparkfirma, der bygger professionelle betonparker i hele Norden. De har blandt meget andet bygget den nye skatepark i Aarhus og flere parker på Fyn.

Læs mere om FSR Beton.